Tirsdag 12/07

Tirsdag 12/07.

Her til morgen har vi byttet lejebil så vi kan køre alle sammen.

Lars har lavet noget fodarbejde hjemme, og jeg har snakket med Knud fra Ringsted by’s auto. Fakta er at reparationen er billigere i Danmark, så det bliver udgangen. Nu skal vi bare finde ud af hvad vi selv vil. Om vi vender rundt og kører til Benløse, eller vi gør noget andet. Vi er i øvrigt glade for McDonalds, da de har gratis internet, det er vores eneste mulighed. Pladsen vi bor på har intet andet end græsplæne, bad, og et spisested. Jeg sender SMS, eller opdaterer her, når der er nyt.

Henrik

Mandag 11/07.

Mandag 11/07.

Så blev det mandag. En dag igen uden bil. Nogle af os sov længe, der gik film i den i går aftes, da endelig regnen stoppede. Nogle af os gik en tur rundt om søen. En tur på 3 kilometer, så frokost og en ny tur omkring søen, denne gang på ”indersiden”. Der er badet lidt, og spillet udendørsspil. Men nu til vores bilhistorie, der i dag startede omkring kl. 15, da værkstedet ringede til mig, og snakkede tysk omkring priser. Det var meget teknisk, men priserne forstod jeg da. Reparation ca 3000 euro, måske ny motor til ca 5500 Euro. Jeg bad ham ringe til SOS, da mit tyske, når det bliver motorteknik, kommer let til kort. Senre på dagen snakkede jeg med Lars, der på eget initiativ har snakket med Peugeot DK, der fortæller noget om garanti på de dele der er gået. En ny snak med SOS, hvor situationen bliver vendt. Det munder ud i at der bliver bestilt en lejebil, uden trækkrog, så vi kan komme omkring. Den kom sidst på dagen, en fed lille Audi A1, men den bliver byttet ud i morgen, med en der er siddepladser i til os alle 5!

Jeg havde også en snak med Knud fra Ringsted by’s auto, der sidst havde bilen til service. Han har lige lavet en Kia’s tandrem, med 10 ventiler, for omkring 17000, det vil sige 2200Euro.

I morgen vil jeg snakke med FDM, og høre hvordan sagen skal gribes an. Måske skal bilen til et dansk værksted for at blive lavet under garanti. Så bliver den fragtet hjem, og vi skal have en ny lejebil med krog, til at køre enten videre, eller hjem. Mon ikke det bliver det sidste der bliver løsningen.

Lige nu glæder vi os til at komme lidt ud i omgivelserne, i morgen, og så få lidt mere afklaring på hvad der skal ske med bilen. Et er sikkert, ferien sluttede på den rasteplads på A9, når det hele er klaret hernede, går turen nordpå igen, hjem til danmark. Så finder vi på noget hjemme, igen når finanserne er klaret.

Imens går livet videre på pladsen. Som f.eks da vi henvendte os på kontoret, for at spørge efter telefonnummeret på et pizzaria. Der sad en anden og ventede. Han spurgte til vores bil, som om alle visste hvem vi er, og hvad vores bil laver. Jeg forklarede ham det, og sagde at næste gang bliver det en VW eller Audi. Så spurgte jeg ham efter en telefonbog, og inden jeg ved af det er en tre fire personer involdveret i at finde et pizzaria der bringer pizza ud. Vi fandt et, hvor man så lige skal bestille for 35 euro, før de starter bilen. Til sidst sagde damen i den anden ende, at hendes chef nedlagde veto mod at vi købte pizza hos dem. Så det blev til det lokale spisehus.

Nu skal der læses og ses noget film.

Søndag 10/07

Søndag 10/07

Det blev så ikke lige vores dag. Vi startede egentlig som normal, og der fortsatte indtil ca 13.45. Motorvejskørsel, der blev set DVD bagi, hørt lydbøger og sovet. Vi havde spist frokost, og kørt en times tid, da jeg ville lægge an til en tankning. På vej ned af en bakke, bibber bilen, og jeg ser en advarselstrekant blive tændt på instrumentbrættet, da jeg var i færd med at trække ind efter en overhaling får jeg ikke set hvad der står i displayet, men jeg kan konstatere at bilen afbryder tilførsel af brændstof. Da vi er i fart prøver jeg at koble ind i et lavere gear, i håb om at få trækkraft til at nå restepladsen 1 km fremme. Det kan jeg ikke, vejsiden bliver afsøgt, og der kommer noget der ligner en lille rasteplads inde til højre. Der står godt nok noget med indkørsel forbudt, men jeg kan se at den er åben i begge ender, så derind, og stoppe.

Nu er gode dyr rådne, eller gode råd dyre, Vi holder på A9, mellem Lepizig og Nürnberg, med en bil der ikke vil starte. Der er strøm, benzin og olie på. Den er ikke for varm, men vil bare ikke starte. Vi konsulterer Lars i Danmark, som kommer med nogle hint, men det hjælper ikke. Så frem med vejhjælpskortet, og ringe til FDM vejhjælp, hvor vi er dækket ind. Jeg bliver viderestillet til SOS international, som jeg bliver imponeret af. Det er da et beredskab der vil noget. Hun skal have bilen og vognens registreringsnummer, mit telefonnummer og cpr nummer, og så en vejpæls nummer, eller koden på en nødtelefon. Da vi holder praktisk taget udfor en nødtelefon, får hun den, og så kommer der eller hjælp. Hun forbereder os på 3 timers ventetid, men efter bare 10 minutter ringer en tysker til mig for lige at høre hvor vi er, og hvor mange vi er, og siger at de er hos os om 20 minutter.

En halv time senere holder bilen på et døgnværksted, og en mekaniker er nede i ”maven” for at kigge efter. Det er ikke godt nyt han har. Han viser mig tandremmen som i den grad er slidt. Han kan pille trevler af den med en tang. Sammen med SOS, aftaler jeg at vi bliver kørt til en campingplads i nærheden, og så hører vi nærmere i morgen når Peugeot har stillet dianogsen og noget pris.

Sent eftermiddag, er vi nu indlogeret på Camping Auensee, nogle kilometer fra motorvejen. En rigtig tysk stopoverplads. Det vil sige med masse fastliggere, og om eftermiddagen kommer der en del ind, som bruger pladsen til at sove på. De er væk næste morgen. Pladsen er meget lille, og der er intet udover at bade og drikke øl at foretage sig.

Sjovt nok havde vi lige snakket om forskellen på Kia’en og Peugeoten. Kiaen havde bedre stole, mere komfort, bedre plads, og bedre trækkraft, men som Maria sagde, hellere sidde lidt dårligere, men komme frem. Hun hentydede her til at Kiaen stort set var på værksted hver måned, vi havde den. Under en halv time senere, stor Peugeoten af, og nu er vi så på campingferie uden bil.

Resten af dagen gik så med lige at installere os, og bade i søen der har givet navn til pladsen. Vi gik ned gennem byen, som er en hyggelig landsby. Inde i byen ligger der to gårde, med køer, så der er fluer nok. Men der er også to spisesteder, og vi spiste på den ene af dem. Vi nåede at cache, og komme hjem, inden det solidt tordenvejr kom gennem området. Regn så vi dårligt kunne snakke sammen i vognen, og torden der lød som en blanding mellem geværskud og dyb rumlen, så vognen ryster. Vi spiller trivial i disney udgaven, med det bliver sovetid. Glemte jeg at nævne at vore campingnøgle forsvandt i en regnvandsrist, på et tidspunkt?, nå men heldigvis kunne risten løftes og nøglerne redes. Det var så den dag, nu venter vi spændt på hvad SOS fortæller os i morgen om vores bil. Værkføreren på det første værksted mente at det ville tage en lille uge, og koste mellem 1500 og 3500 euro at lave bilen. Beløbene skal ganges med 7,5 for at få Kr. Ca. 12000 til 26000 bliver det. Når vi får besked fra SOS, skal vi så vælge om vi bliver til vores bil er færdigrepareret, eller vi vil videre eller hjem i låne bil. Men alt venter på Peugeot værkstedet i Saale.

Vi har valgt at se på sagen fra den positive side. Vi kan ikke andet. Vi havde planlagt så meget, med skæbnens tilfældighed ville at vi skulle bruge noget tid her. Vi er ca halvvejs, og der er en dejlig natur. Manglen på bil er bare ikke så behagelig. Der er ikke noget sted at handle ind, så lige nu klarer vi os på motorvejs pakningen, altså det vi har pakket til køreturen. Det kan vi da også gøre et par dage endnu.

Nu er det godnat, en ny dag venter.

Lørdag 09/07

Lørdag 09/07

Så kom vi hjemmefra. Hundene er i pleje, der er en der kigger efter kaniner og høns. Naboerne holder øje med huset, og vogn og bil er pakket. Så er det ud over stepperne.

Her så vi den første kø, heldigvis i den modsatte retning. Den var ca 7 km lang. Vi kunne ikke se en grund, men da Lone ringede til DR trafikcenter, fik vi forklaret at der havde været en væltet campingvogn. Over broen, og inden længe var vi ved første delmål, Fleggaard. Her stod den på gedigen tysk fastfood, i mega størrelse, inden shopping til køreturen blev gjort. Og så af sted mod første milepæl, der bare skal overstås, Elb-tunnelen i Hamburg. Den kørte vi gennem for fuld fart, og dermed kunne jeg slappe lidt mere af. Desværre undervejs gik vores strømforsyning inden i bilen. Det vil sige at vores computere, og lignende ikke kan bruges. Vi har heldigvis en DVD afspiller der kører på 12v direkte fra cigarstikket, og pigernes telefoner kan lades fra en passende stik, så de kan høre historier. En anden detalje, er vores GPS, som tilsyneladende genstarter med mellemrum, når den har lyst. Teknisk set starter turen med nogle defekter, men vi glæder os til Østrig og Italien.

Dagen før.

Så er de store ting ved at være klar. Udstyret er ved at være på plads, køleskabe, fortelt, markiser, gulvtæppe og stænger.

Nu mangler så lige resten. Pigerne er næsten på plads, de skal i byen i aften, så der er ikke så meget tid. I morgen Lørdag, skal vi til fødselsdag, og så kører vi i morgen eftermiddag. Vi glæder os.

Start

Så er vi ved at gøre klar til ferien.

Her vil du kunne læse postkort fra vores tur.

Henrik