Til fest

I dag blev vi fra IMS, det firma jeg er ansat under hernede, inviteret til fest. Firmaet der har ansat alt personale i “metroen” hernede, har holdt en workshop for alle deres ansatte. Vi blev så inviteret med til afslutningen, middagen. Den blev serveret da solen gik ned 18.37 lokal tid, og for første gang spiste vi i samme rum som kvinderne. Normalt når vi spiser ude, kommer vi jo i “mandeafdelingen” da vi jo ikke kan fremvise hverken koner,søstre, svigerdøtre eller døtre.

Men i aften måtte vi jo gerne. Ned gennem salen var der dog stillet en foldevæg op, så vi var delt. Det går jo ikke at sidde ved samme bord som damerne.

Efter middagen. ville pigerne tage billeder af dem alle sammen, men det udviklede sig til at vi skulle med på billederne, hvilket pludseligt gjorde at vi stod som filmstjerner, mens pigerne stod i en kødrand for at tage billeder.

Nu har vi så set at Saudiske kvinder også spiser mad.

Saudi kørselsstil

Jeg ved godt jeg har beskrevet trafikken herned før, men vi bliver stadig overraskede.

Forleden aften, på vej hjem, begyndte en varevogn at slingre temmelig meget foran os. Ikke sådan som jeg har set i danmark. Denne her slingrede så meget at man sagtens kunne se føreren i profil. Efter et par ture til hver side fortsatte han som intet var hændt.

I morges var der på vej til arbejdet en regulær racerbane, der var fyldt med unge mennesker der stod og så på, mens kammeraterne i bilerne laver diverse kunster.

Til aften kom der dog en der tog rekorden. På vej til vores cafe, kom en pick-up i høj fart på motorvejen, vel godt over de 100. Det er da ikke unormalt mener du, nej, men denne bil kom sidelæns, først med højre side forrest i kørselsretningen, dernæst venstre. Så forsvandt den ud af syne, men vi kunne stadig høre den.

Sporten foregå på almindelig offentlig vej, og 220 km/t er ikke unormalt.

Hvis du har lyste til at se hvad jeg mener, så er der en del videoer på Youtube.com søg efter Saudi drifting, eller Saudi Road scating, så skal du bare se. Ellers nyd disse fantastiske billeder. Hvor det tydeligt fremgår at der er knald på, selv mellem andre biler.

Pas på lyden inden du trykker spil, det er en god idé at skrue lidt ned.

Varme hilsner.

Henrik

Det må være varmen

Her til aften har vi været i Riyadh, for at købe tøj. Nåe ja, det er jo normalt ikke det jeg beskæftiger mig mest med, men en af mine kollegaer, havde fra en anden fået navnet på et sted hvor de sælger jakkesæt, og alt hvad der hører med til et sådant. Derfor måtte vi dertil, for at få et “skræddersyet” sæt, til “ingen penge”.

Stedet ligger lige ved Kingdom Tower, den store øloplukker, og det var da også en butik, hvor jeg følte mig lidt som en hund i et spil kegler, da vi kommer ind.

Jeg er i mit normale KSA aften outfitt, zip-off bukser fra Føtex, og en kortærmet mørkeblå skjorte (gammel) og sandaler.

Butikken er dejlig kølig, hvidt marmor/granit gulv. Sorte lofter. Ekspedienterne er i ens uniform. Sort jakkesæt, lyseblå skjorter, røde slips, og italienske håndsyede sko. Og her kommer så fire glade danskere…

Der går lidt tid hvor vi går rundt i butikken. Min kollega der er på indkøb, bliver vist i VIP afdelingen, da han ikke finder noget der passer i “butikken”. Vi andre drysser lidt rundt. En anden kollega, køber to skjorter, de skal naturligvis prøves først. En “opfylder” pakker skjorten ud, den bliver prøvet, og efterfølgende bliver den pakket sammen, så man altså ikke kan se den har været prøvet.

Af en eller anden grund bliver til “shoppe-gen” aktiveret, og jeg finder, sammen med en ekspedients hjælp, en jakke der passer. Så kommer vi til bukserne. Når jeg finder bukser der passer om min mave, så passer benlængden som regel ikke, og her er det så at denne butik skiller sig ud.

Jakken skal passe siger manden, det gør den. Ind og på med bukserne, og ud til manden der hurtigt sætter en finger langs ryggen, og måler mine ben, begge ben!!

Han fortæller mig at de kan komme til at passe, så jeg betaler, og straks bliver sættet båret ud bagved. 20 minutter, så skal jeg prøve bukserne igen. Denne gang passer de. Sættet bliver hængt på bøjle, meget forsigtigt, så folderne ikke går ud. Det bliver så lagt i en jakksætspose, og foldet, så det ligner en bærepose. Der bliver trykket hånd på vej ud.

Prisen, nåe ja. Jeg blev som sagt ekspederet i ca 10 minutter, bukserne blev syet mens vi ventede, det koster i det fine kvarter i Riyadh, 445 SAR, 674,25Kr.

Jeg har ingen idé om det kunne fås billigere hjemme i Danmark, men jeg gætter mig til følgende, hvis prisen skulle holdes:

Jeg skal selv finde tøjet der passer.

Jeg skal selv lægge bukserne ud, og op.

jeg får det udleveret “krøllet” sammen i en plastikpose.

Blot gæt, som sagt er shopping ikke min stærke side.

Billedet af mig i det nye sæt, må du gætte dig til.

Istedet får du et panoramabillede af Depotet på Metroen hernede. Mit nye kamera kan sådan noget.

Varme hilsner.

Henrik

En uge.

Så er der faktisk gået en hel uge, siden jeg satte kufferten på hotel Madareem Crown.

Der er sket meget, men mest arbejde. På grund af at alting spidser til, arbejder vi meget. De fleste hernede er overraskede, men os der før har været i sådanne projekter, ved, og har forudset, at opgaverne stiger støt og roligt, indtil lige før, så stiger det eksplosivt.

Jeg ser dog frem til at komme på udflugter igen, nu da jeg har fået fat i min gode arabiske ven, Hamza.

I dag sketer der så to ting alligevel, som det er værd at nævne. Her sidst på aftenen fik en af mine kollegaer den idé, at han ville købe et ægte arabisk outfit. De går rundt i denne karakteristiske hvide “kjole”, med et tørklæde på hovedet. Ovenpå hovedet ligger to sorte bånd til at holde tørklædet. Men det er kun starten.

Inde under har de nogle hvide bukser på, og under tørklædet, en hvid hat. Vi fandt en butik, ikke langt herfra, hvor han købte det hele. Det blev i omegnen af 300Kr. Når man sammenligner med ugelønnen jeg nævnte i går, sætter det tingene i perspektiv.

Sidst på eftermiddagen, kunne vi på vej hjem, se at der var meget sand i luften. vi jokede noget med det på vejen hjem til hotellet, men jeg skal love for at det er mere voldsomt end som så.

Lige pludselig begyndte det at pibe ovre fra vinduet, jeg kiggede ud, og kunne ikke se noget som helst. Jeg gik hen til vinduet, og kunne ny gennem sandet se omkring 20-25 meter. Pludselig kunne jeg se en tynd stråle så 15-20 cm op inde på værelset. Strålen kom fra et hjørne i vinduet, det var sand. Jes skyndte mig at hente mit nye kamera jeg har købt, men da jeg vendte tilbage til vinduet, var det løjet meget af. Alligevel….

Der var som om man kunne smage sandet i munden. Tør og støvet luft.

Varme hilsner

Henrik

Fridag/fredag

Første fridag i mange dage, 11 dage, og hvad laver jeg så..??

Længe over morgenmaden sammen med kollegaer, derefter en ordentlig “morfar”, så læse procedurer (arbejde) og så blive færdig med “En verdensomsejling under havet”. Til sidst ud at spise, købe ind, og så tage imod en ny kollega.

I går var vi på en tyrkisk restaurant, jeg synes lige i skal se afryddervognen:

Det skal siges at de normalt kommer og samler ind ved at stable det hele, men når der er bedetid, så skal alle bordene, undtaget de borde med de ikke rettroende, ryddes af i en fart.

Under vores tur rundt i “fattigkvarteret” i går så vi iøvrigt flere jobopslag. Hvad mener du om dette:

Haster: Tjener, til morgen og aftenarbejde på et 5 stjernet hotel. 9 SAR pr time (15 kr)

gratis mad.

Det skal nok blive besat. Husk på at det er normalt at arbejde både 10 og 16 timer om dagen, i seks dage om ugen. Så det kan jo blive til en del penge (360Kr) om ugen..

Varme hilsner..

Henrik

Bombay retur.

Her til aften tog vi en tur til et af Riyadh’s mere farverige områder. Nogle taxachauffører vil ikke køre vesterlændinge dertil. “Sort mand slår dig ned og stjæler din mobiltelefon” sagde en til mine kollegaer i sidste uge. De tog nu derned alligevel. Al Bata. Det blev en tur for alle sanserne.

Området er en heksekeddel af mennesker, larm, lugte, fuskere og andet godtfolk. Der er mennesker overalt, men lad mig prøve at beskrive området.

Husene dernede er på to høje etager, den nederste har en buegang, med små butikker. Nogle bare nogle ganske få kvatratmeter, andre noget større. Fælles for dem er at de vil have kunder. Derfor står der “sælgere” på gaden og byder os velkommen. Det er så med at overse dem fuldstændigt. Der sælges alt fra ure, over slik, tæpper, elektronik, til tøj og mad. Nogle af gaderne er smalle, nogle steder er det som et lille center. Samtidig er der mennesker overalt, Indere og andre folk fra disse områder. Der dyttes, og råbes konstant.

Det er ca 38 grader varm, næsten ingen vind, og der lugter af skiftevis skrald, parfume, eller de frugter, nødder eller lignende der sælges, fra fortorvskanten.

De er ikke meget for at der fotograferes i området, så disse billeder er taget godt i skjul af mine kollegaer.

Husk lyd..

Varme hilsner.

Henrik

Uden mad og drikke…

Efter endt arbejdsdag skal vi jo have noget at spise. Mange gange, specielt i denne periode, bliver det “nede om hjørnet”. Vi starter tidligt og har travlt, så lysten til at sætte sig i en taxa og køre til byen, er ikke så stor. Heldigvis ligger Café du Jardin bare nogle hundrede meter fra hotellet. Der er rigtig hyggeligt, vi kender personalet, og de kender os, og maden er god, og billig. Sidst jeg var hernede i maj/juli, spiste vi der nogle gange. Tre gange bestilte jeg en Club du jardin, som er en club sandwich, alle tre gange bestilte jeg den uden ost. Denne gang bestilte jeg også en sandwich, og tjeneren, som forøvrigt ønskede mig velkommen tilbage, nikkede da jeg bestilte den, og sagde så, uden ost. Tænk engang…

Og hvad får man så. Her til aften bestilte jeg en du jardin chichen, med en cola, samt en american coffe til afslutning. Det er en ganske almindelig kop kaffe.

Pris 30 SAR, det vil sige ca 45Kr, ialt.

Lige til venstre for billedet hænger et fjernsyn på hver endevæg, som altid viser sport. Stolene bliver sat efter hvor mange vi kommer, og nu er vi så kendte dernede at vi får lov til at blive siddende, når de lukker for at gå til moskeen for at bede deres aftenbøn, omkring 20.30. Så sidder vi der, alene, kun med en enkelt tjener i lokalet, og når det er færdige i moskeen, kommer de tilbage og åbner igen.

Vi er rigtig glade for stedet, som er meget hyggeligt, og der er en rar atmosfære. Er mi mange, bliver vi sat i familieafdelingen, som er nogle afrikanske hytter som står ude på den anden side af bagvægen. Derude er vi os selv, det er ikke så hyggeligt, men der er god at der er plads til os, så vi ikke skal med taxa ind til Riyadh.

Varme hilsner.

Henrik

Ramadan del 2

Måneden kan vel sammenlignes med vores December. Bortset fra at vi æder i hele december, og de faster hele Ramadan. Der er specielle tilbud i butikkerne, på restauranterne er der gratis apeterif, man ønskes Ramadan Kareem i butikkerne. Og så er der pyntet op.

Første billede er af den gade der er på hotellet. Når man spiser her deltager man i lodtrækningen af biler og offroadere.

Andet billede er lobbyen,de to sidste billeder er hotellet udefra.

Bemærk den diskrete lampe på sidste billede. Den er to meter høj, men vi har pudset på den uden at ånden kom frem.

Varme hilsner

Henrik

Ramadan del 1.

På grund af mandskabssituationen hernede, har jeg i dag haft fornøjelsen af at undervise de nyeste TrainCaptains. Så jeg er først begyndt på mit eget arbejde midt på eftermiddagen. Men det er første gang jeg er så ”tæt” på pigerne. Jeg har før undervis nogle stykker, men kun i omkring en times tid. Denne gang hele dagen, altså de seks timer de må arbejde i Ramadan.

Jeg kunne tydeligt mærke på nogle af dem at denne måned kræver noget særligt. Fra morgenstunden var de alle friske, men som dagen gik, uden mad og drikke, blev nogle stykker af dem noget ukoncentreret. Jeg vil ikke udelukke det kan skyldes min undervisning, men så burde det vel være hele flokken. Nå men man skal lige sætte sig i deltagerens sted. De fleste hernede har en anden rytme i Ramadan. Bemærk at jeg bruger ”i” og ikke ”under” Ramadan. Det er en måned i den Islamiske kalender, ganske som December er det. Derfor ”i”. Da de ikke må spise, drikke ryge, og have sex mens solen er på himlen, så flytter de lidt rundt. Når solen går ned hernede, begynder ”dagen”. Solen går ned omkring halv syv om aftenen. Så kaldes der til bøn, og efterfølgende spises der. Efter hvad jeg kan finde ud af, ikke et kæmpe måltid, mere sådan flere små måltider. Dette varer til langt ud på natten. Omkring kl. 21 og igen ved halv fire tiden, skal de til moskeen igen for at bede. Solen står op omkring halv seks, og så slutter festen. Mange sover fra omkring midnat og til nattebønnen. Nu skal kroppen jo så til at fordøje nattes begivenheder, og så sætter trætheden ind. Nogle sover så fra solopgang og så længe de kan, så er de jo ikke sultne så længe. Vores elever skal jo op og passe en dagligdag, så efter middagsbønnen, begynder kroppen at kræve energi, som den så ikke får. Derfor svinder energiniveauet og koncentrationen. Vi sender dem hjem omkring kl 15, så kan de nå hjem, og klare aftenbønnen, og gøre klar til at spise igen.

Ramadan er en vigtig måned for en muslim. Her skal de bevise overfor sig selv at de er rettroende. Derfor er de lidt mere konservative end normalt. På hotellet, er restauranten lukket i soltimerne. Man kan dog stadig bestille mad til værelset, det gælder dog kun ikke muslimer. Men det er også en måned de er glade i. I går fik vi f.eks. en gang hønsekødssuppe da vi bestilte mad. Vi så nok noget forundrede ud, men caféen tjener sagde at det var til os i anledning af Ramadan.

Hele vores hotel er også pyntet op i anledningen. Det vil jeg vise i morgen.

Varme hilsner

Henrik

I gang igen.

Efter at have pakket ud i går, gik jeg i seng. Men jeg sov nu ikke rigtigt. Værelset jeg fik, ligger på øverste etage, og ovenover står noget aircondition. Den larmer, og vibrerer. Da jeg sidst på dagen snakkede med kollegaerne, fortalte de at to af dem havde startet med samme værelse og måtte flytte. Så jeg har her i eftermiddags fået nyt værelse, i stueetagen. Her er så stille..så kan jeg vel sove.

På grund af mandskabsmangel og de mange opgaver hernede, skal jeg i de næste dage undervise de nye traincaptains, så der bliver tale om nogle lange dage, men det går jo nok.

Ellers var det en fornøjelse at være tilbage. Byggepladsen var ved at blive lidt tom, men det hænger jo nok sammen med at byggeriet er ved at slutte. Om nogle ganske få uger starter universitetet, og dermed er mulighederne jo ved at være udtømte, medmindre håndværkerne er kvinder. Vi fik også lige nogle timer uden strøm og aircondition. Så alt er som da jeg rejste.

På vores Café fik vi her til aften noget hønsekødssuppe “på huset” og på grund af Ramadan. Jeg vil forsøge at beskrive hvordan her er pyntet op, ved en senere lejlighed. Der skal lige tages billeder også.

Varme hilsner.

Henrik