På grund af mandskabssituationen hernede, har jeg i dag haft fornøjelsen af at undervise de nyeste TrainCaptains. Så jeg er først begyndt på mit eget arbejde midt på eftermiddagen. Men det er første gang jeg er så ”tæt” på pigerne. Jeg har før undervis nogle stykker, men kun i omkring en times tid. Denne gang hele dagen, altså de seks timer de må arbejde i Ramadan.
Jeg kunne tydeligt mærke på nogle af dem at denne måned kræver noget særligt. Fra morgenstunden var de alle friske, men som dagen gik, uden mad og drikke, blev nogle stykker af dem noget ukoncentreret. Jeg vil ikke udelukke det kan skyldes min undervisning, men så burde det vel være hele flokken. Nå men man skal lige sætte sig i deltagerens sted. De fleste hernede har en anden rytme i Ramadan. Bemærk at jeg bruger ”i” og ikke ”under” Ramadan. Det er en måned i den Islamiske kalender, ganske som December er det. Derfor ”i”. Da de ikke må spise, drikke ryge, og have sex mens solen er på himlen, så flytter de lidt rundt. Når solen går ned hernede, begynder ”dagen”. Solen går ned omkring halv syv om aftenen. Så kaldes der til bøn, og efterfølgende spises der. Efter hvad jeg kan finde ud af, ikke et kæmpe måltid, mere sådan flere små måltider. Dette varer til langt ud på natten. Omkring kl. 21 og igen ved halv fire tiden, skal de til moskeen igen for at bede. Solen står op omkring halv seks, og så slutter festen. Mange sover fra omkring midnat og til nattebønnen. Nu skal kroppen jo så til at fordøje nattes begivenheder, og så sætter trætheden ind. Nogle sover så fra solopgang og så længe de kan, så er de jo ikke sultne så længe. Vores elever skal jo op og passe en dagligdag, så efter middagsbønnen, begynder kroppen at kræve energi, som den så ikke får. Derfor svinder energiniveauet og koncentrationen. Vi sender dem hjem omkring kl 15, så kan de nå hjem, og klare aftenbønnen, og gøre klar til at spise igen.
Ramadan er en vigtig måned for en muslim. Her skal de bevise overfor sig selv at de er rettroende. Derfor er de lidt mere konservative end normalt. På hotellet, er restauranten lukket i soltimerne. Man kan dog stadig bestille mad til værelset, det gælder dog kun ikke muslimer. Men det er også en måned de er glade i. I går fik vi f.eks. en gang hønsekødssuppe da vi bestilte mad. Vi så nok noget forundrede ud, men caféen tjener sagde at det var til os i anledning af Ramadan.
Hele vores hotel er også pyntet op i anledningen. Det vil jeg vise i morgen.
Varme hilsner
Henrik