Flytte dag

I går aftes tog vi teltet ned.. Når temperaturen er så høj, er det sjovere at gøre når solen er bag skoven, og det er lidt koldere. I formiddag, blev tiden brugt på det som også er camping, at side i campingstolen, og lave ingenting. Det vil sige, drikke kaffe, og snakke “over hækken” med naboerne.

Så kørte vi til Odense city camping. Vel ankommet, satte vi solsejlet op, og cyklede en tur i skoven lige udenfor hegnet. Et par cacher blev det til.

Vi har også været på et erinde i Odense centrum.

For nogle år tilbage, var vi på et museum der hedder Tidens samling. Det er et noget anderledes museum, hvor alle genstande må berøres. Museet har indrettet nogle stuer som de så ud i hvert årti, fra 1890 til 2010. Derudover har de en større samling, som de lejer ud til film og tv produktioner. Jeg har fået en pose med programmer fra teater og revyer fra 1950erne af min moster. Disse kunne jeg ikke nænne at smide i genbrugspapir. En original sodastream maskine med flasker er også afleveret. De blev meget glade for effekterne.

Vi har et par gange fået besøg ved vognen af en lille ny familie.

Mor, far og otte små ællinger.

Farmand er på vagt, hele tiden. Holder øje med de små, og skynder på dem, hvis de ikke følger med. Mor er lige uden for billedet.

I morgen skal vi en tur i tidsmaskinen…