Torsdag d. 16/07.
Torsdagen startede med at vi, som sædvanlig, hilste ’morgen (tysk) til halvdelen af campingpladsen, men vi fik også pakket sammen og sat kursen sydpå. Efter lidt ”venne-sig-til-ny-bil” kørsel, begyndte det faktisk at gå fint. Vi kørte i regnvejr, fra pladsen. Turen gik via München og Salzburg forbi ”vores” plads i Golling. Klokken var kun ca 15 og det småregnede, så vi valgte at køre forbi, og se om vi kunne finde en anden plads inden Italien. Men turen forløb så fint, og fredeligt, at vi bare fortsatte. Der blev set film, hørt bøger og tegnet omme på bagsædet, og det gik faktisk bedre end vi turde håbe på deromme. Da klokken blev ca halv seks, og med bare 40 km til den Italienske grænse, skulle der træffes en beslutning. Skal vi køre ind på en plads, og blive resten af dagen, eller fortsætte ind i Italien?
Vi valgte det sidste, da det hele så lovende ud. GPS’en forudsagde at vi var på Marinaen lidt i 22.
Vi ankom til receptionen kvart over ni, efter en flot køretur ud af bjergene og over det flade land, ned mod Lido’en, og igennem det lange turistområde. De sidste 20km er ren turist-paradis. Vel ankommet, fik vi at vide at pladsen, som forventet, var udsolgt, så vi fik et ventenummer, og anvist en venteplads, som er en vej der går ned midt gennem pladsen, men som ikke er indenfor hegnet. Her spiste vi, og gik efterfølgende til ro, som nummer to i køen.