Det må være varmen

Her til aften har vi været i Riyadh, for at købe tøj. Nåe ja, det er jo normalt ikke det jeg beskæftiger mig mest med, men en af mine kollegaer, havde fra en anden fået navnet på et sted hvor de sælger jakkesæt, og alt hvad der hører med til et sådant. Derfor måtte vi dertil, for at få et “skræddersyet” sæt, til “ingen penge”.

Stedet ligger lige ved Kingdom Tower, den store øloplukker, og det var da også en butik, hvor jeg følte mig lidt som en hund i et spil kegler, da vi kommer ind.

Jeg er i mit normale KSA aften outfitt, zip-off bukser fra Føtex, og en kortærmet mørkeblå skjorte (gammel) og sandaler.

Butikken er dejlig kølig, hvidt marmor/granit gulv. Sorte lofter. Ekspedienterne er i ens uniform. Sort jakkesæt, lyseblå skjorter, røde slips, og italienske håndsyede sko. Og her kommer så fire glade danskere…

Der går lidt tid hvor vi går rundt i butikken. Min kollega der er på indkøb, bliver vist i VIP afdelingen, da han ikke finder noget der passer i “butikken”. Vi andre drysser lidt rundt. En anden kollega, køber to skjorter, de skal naturligvis prøves først. En “opfylder” pakker skjorten ud, den bliver prøvet, og efterfølgende bliver den pakket sammen, så man altså ikke kan se den har været prøvet.

Af en eller anden grund bliver til “shoppe-gen” aktiveret, og jeg finder, sammen med en ekspedients hjælp, en jakke der passer. Så kommer vi til bukserne. Når jeg finder bukser der passer om min mave, så passer benlængden som regel ikke, og her er det så at denne butik skiller sig ud.

Jakken skal passe siger manden, det gør den. Ind og på med bukserne, og ud til manden der hurtigt sætter en finger langs ryggen, og måler mine ben, begge ben!!

Han fortæller mig at de kan komme til at passe, så jeg betaler, og straks bliver sættet båret ud bagved. 20 minutter, så skal jeg prøve bukserne igen. Denne gang passer de. Sættet bliver hængt på bøjle, meget forsigtigt, så folderne ikke går ud. Det bliver så lagt i en jakksætspose, og foldet, så det ligner en bærepose. Der bliver trykket hånd på vej ud.

Prisen, nåe ja. Jeg blev som sagt ekspederet i ca 10 minutter, bukserne blev syet mens vi ventede, det koster i det fine kvarter i Riyadh, 445 SAR, 674,25Kr.

Jeg har ingen idé om det kunne fås billigere hjemme i Danmark, men jeg gætter mig til følgende, hvis prisen skulle holdes:

Jeg skal selv finde tøjet der passer.

Jeg skal selv lægge bukserne ud, og op.

jeg får det udleveret “krøllet” sammen i en plastikpose.

Blot gæt, som sagt er shopping ikke min stærke side.

Billedet af mig i det nye sæt, må du gætte dig til.

Istedet får du et panoramabillede af Depotet på Metroen hernede. Mit nye kamera kan sådan noget.

Varme hilsner.

Henrik