Rejseblog

Turen hjem gik nu uden den store dramatik. Vi svedte godt på en del af turen. Her er historien.

Advarsel om mangel på brændstof lyste op. 50km tilbage. Fint nok. Der var omkring 20 til den næste. Meeen…. Der er jo en campingvogn bagpå, så det går lidt hurtigere. På strækningen vi kørte, er der mellem 25 og 30km mellem afkørslerne, og jeg vil hellere løbe tør på en landevej, så vi tog første afkørsel. På det tidspunkt havde bilen allerede i lang tid vis “tom tank”.

Det første jeg ser da vi kommer op på landevejen er et skilt på motorvejen hvor der reklameres for en tankstation 5 km længere fremme på motorvejen. Så finde et sted at vende rundt, ned på motorvejen igen. Nu med alt unødvendigt slukket. Deriblandt aircondition. Jeg kører så økonomisk som jeg kan. Vi når frem til tanken, og fylder 51,8l på. Da vi kørere videre finder Lone instruktionsbogen frem, og konstaterer tørt at det er en tank oå 50l der ligger i bilen.

Npmen i skal lige.have lidt billeder, fra vores ferietur.

Tak fordi du læste med.

Østenden af søen, Ossiachersee er en mose. En venlig sjæl har lavet en cachettur rundt om mosen. Den tager ca tre en halv time og er på næsten 7 km. Så den gik vi idag. Fuld sol, vindstille, 29 grader og ret høj luftfugtighed. Vi svedte godt og grundigt alle tre. Masser af vand, og skygge pauser. Cacherne var for det meste i skyggen. Aslan fandt sin første cache..

Undervejs var der dog masser af natur. Fugle, insekter og andet.

Der er sikker en masse i området vi ikke har set, men der skal også være noget til næste gang.

I aften pakker vi sammen og vender mod nord. Der er noget vejarbejde undervejs, så det bliver spændende at finde ud af hvor lang tid det tager at køre hjem.

Men postkortene er slut for denne gang.

Vi bor på en campingplads der slår sig op på, at være specielt til hunde. Men grunden til at vi kørte til denne region, var egentlig en snak vi havde i februar 2019, med nogle på en messe, om en bestemt plads i en anden by. I mellemtiden kom noget virus i vejen, og pladsen er blevet solgt til en stor camping koncern. Vi valgte i dag, at køre ud for at se på den.

Det bliver nok den næste gang. Lidt udenfor den plads, ligger en natur kløft, som vi ville gå en tur i, men da vi kom dertil, var der “sort” af mennesker, så vi kørte videre af den vej.

Som mange andre veje i Østrig, så går den opad. Pludselig kørte vi gennem en slags port, ind til en lille by. Der var masser af små træhuse, en restaurant og fritgående køer.

De næste fire kilometer kørte vi i et stort naturområde med fritgående køer og heste.

Nåmen man skal jo ned fra bjerget igen, samme vej.

Vejen var ca 9km. De fleste steder med fald på 10 procent eller mere. 15 hårnålesving.

Mange stdere blot tre meter bred, men lodrette klipper til den ene side, og lodret fald, 10cm fra asfalten i den anden side.

Jeg måtte ikke nyde naturen på vej ned, for Lone. Der var nu også spændende at køre på sådan en vej.

På vejen hjem, cachede vi, på en kirkegård.

Her lidt indtryk fra sådan en.

Og så hjem til aftensmad.

Den kan se sådan ud.

Vi tager en dag mere i morgen.

I dag kørte vi op på et nærliggende bjerg, Gerlitzen. Indrømmet jeg bruger Google maps til at finde noget at køre efter. Og her var der ikke langt fra parkeringspladsen til en seværdighed. Kun ca 500m. Og det kan vi godt gå i varmen.

Først skulle vi derop. Det foregår ad en vej, som i 12km kun går opad. Mellem 10 og 15 procent, snoet vej, med en masse, 13, hårnålesving.

Næsten på toppen ligger et hotel. I luxusklassen.

Vi prøvede at finde en pris, men det kunne vi ikke lige.

Det viste sig at de 500m, var i lige linje. Turen fra parkeringspladsen til toppen, er på 2km, og 200 højdemeter.

Men det belønnes med en fantastisk udsigt.

Turen ned igen gik lidt bedre end op.

Vi var alle godt brugte, efter en dag på toppen. Vi slog vores højderekord, da vi på toppenn var 1924m over havets overflade.

Koldt, nej, lidt blæsende på den ene side. Men dejligt varmt, hvor det var læ.

Hjemme på pladsen, smed vi Aslan i søen. Han er ellers en vandhund, men måske var der for mange andre hunde.

Fortsætter i morgen.

Aftenen i går sluttede af med hygge i vognen. Se billedet.

Sidste køredag, sydover. Vi havde ikke travlt. Torrenerhof er et af vores absolutte yndlingssteder i Østrig.

Google maps fortalte at næsten hele vejen skulle være kø. En forlængelse af rejsetiden på næsten to timer. Rejsetid uden kø, skulle være næsten to timer. Men vi tog nu chancen.

Der var også kø. Et sted holdt vi i nogle minutter, eller langsom kørsel. Ligesom før Storebælt på vej herned.

Nu er vi landet på en campingplads for hunde. Mennesker der følger med er tilladt. Her er hunde overalt. Også nogle Aslan kanleffe med.

Der er bl.a et stort indhegnet område, hvor hunde må være løse og lege.

Her til aften har vi cachet lidt, og nu er det kaffetid.

Vi startede fra en rasteplads ved Irchberg.

Efter to timer landede vi på vores mål. Campingpladsen ved Torrenerhof, ved byen Golling. Målet var klart, Gollinger wasserfall. Vi har været her før, og vi kommer nok igen.

Men denne gang, fandt vi en sti, der førte til den modsatte side.

Meeen, vi måtte videre. Vi synes bare her er så flot.

Vi kørte en tur i området, og nyder Østrig.

Vi prøvede at lade Aslan alene i vognen. Det var ikke nogen succes. Aldrig er restaurantmad blevet spist så hurtigt.

Vi har video overvågning i vognen, så vi kunne følge med.

Som et plaster på såret, gik vi en tur til byens kirke.

Nu er solen ved at gå ned, og det bliver koldt, her oppe i højden. Vi fortsætter i morgen.

Afsted fra Waldwinkel kl. 10. Og så autobahn. Her er hvordan en køre dag ser ud.

Vi når lige at sende en venlig hilsen til den plads vi kørte ind på, da vores tandrem sprang, i 2011.

Nu er det aftensmad tid ved Rosenheim, mellem München og Østrig. Vi har en god time til vores første mål i Østrig.

Spørger i til Aslan? Han sover når vi kører, og er “på” når vi holder.

Han gør og bjeffer, når han skal noget. Så holder vi ind, og gør det der skal gøres.

Vi høres ved, i morgen.

Vi kørte til Wernigerode i dag for at se på by. Der er nu meget pænt.

Efter en frokost, kørte vi til en dyrepark.

Man smider en euro i en postkasse ved indgangen, og så kan du gå rundt. Dyrene i parken er alle hjemmehørende i Harzen.

Nåe ja, en radler blev det til. Ikke noget med plastik krus, nææ du, her drikker man øl, af ølglas. Hvad ellers..

På vej ud, opdagede vi at vejen var fyldt med får. Tre mænd, et par hundrende får, tror jeg, fik ikke talt, og en håndfuld hyrdehunde, var igang med at flytte dem, fra et sted til et andet.

Sidste stop i dag, skullle være ved et vandfald. Når man er vandt til Gollinger vandfald, så var det nu noget sølle.

Her til aften er der pakket sammen. I morgen venter autobahn, en hel dag.

Men her lidt billeder fra camping Waldwinkel, i Harz.

Forvent nu ikke postkkort i morgen. Der venter bare hvide striber.

Og Aslan? Han er den bedste campinghund. Han er med alle steder, fortæller os hvad han vil, og siger til når han skal bimmelim, og bummelum.

Vi ville på tooppen i dag. Så vi kørte til Braunlage for at køre med kabelbanen till toppen af Harzens næsthøjeste bjerg.

Wurmberg hedder bjerget, og er nabo til Brochen, eller Bloksbjerg. Prisen for at køre med toget ril Brochen er simpelthen for høj. Næsten 400kr retur. Så hellere 130 for en svævebane. Første udfordring er tyskernes næsten anti elektroniske tilgang. En parkeringsplads, hvor der kan betales med kontanter. Eller via sms. Næsmeste sted veksler ikke. Nåmen, tilbage til pladsen, og hente penge. Dernæst køber man parkering i halve timer. Men hvor længe er man om at se en bjergtop?

Vi købte to timer, hvilket viste sig lige at være nok.

På toppen blev vi noget, chokeret. Udsigten var fantastisk menn hele Harzen er skovdød. Alt hvad man ser er vissen og død.

Det brune på første billede er døde grantræer.

Vi ville effter at være kommet ned, gå en tur i skoven, men overalt er der øde sletter, og døde trær.

Vi ville finde et sted at spise, så vi kørte til San Andreasberg. Alle spisesteder var lukkede, men vi fik nogle gode billeder af de meget stejle veje i byen.

Vel hjemme gik vi en tur bag pladsen. Her er skov med grønne blade.

Resten af dagen går med mad, kaffe og afslapning.

Nogle af os, er brugt op.

Vel ankommet, til pladsen i Harz, blev vi klar over ingen dækning. Men vi fik da installeret os. Herefter gik vik en lille tur, på pladsen. Der er en sti, ud i naturen..

Efter frokost kørte vi en tur, pludselig var vi i østtyskland.

Vi fik gået en tur gennem det gamle ingenmandsland.

I byen har alle håndværkerne lavet et mindesmærke for dem selv, lavet som en pyramide, hvor skiverne med figurerne drejer rundt. Figurerne representanter hver håndværker.

Mere nåede vi så ikke, inden aftenkaffen, med spil.

Eller næsten. Det vender jeg tilbage til.

Vi starede hjemmefra, før middag, og regnede med at være i Tyskland, omkring 14, meeen.

Allerede efter Slagelse, kørte vi køkørsel. Det var til Storebælt.. Efter broen gik det fint. Køkørsel udenom Odense, og så igen kort før Lillebælt… Hold da op.

Undervejs havde vi dog planlagt et møde. Det blev til parkeringspladsen ved fleggaard.

Camilla, Tobias og Leonora på vej hjem fra ferie, og vi på vej ud. Vi spiste sammen, og fik lidt tid sammen. Vi drog videre.

Tunellen under Elben i Hamburg, er altid en flaskehals. Den skulle klares i dag, inden 22, hvor lastbilerne må køre igen.

Der var langsom kørsel halvvejs, men så gik det fint igen.

Vi har Aslan med. Det er første gan vi har hund med. Han er så fin til at køre i bil.

Kun to gange var han “umulig”. Begge gange kørte vi ind, så hurtigt som muligt, og der var en god grund begge gange. Hhv nummer et, og nummer to.

Nu er vi stoppet for natten, syd for Soltau.

Der er plads til os på Walkenried i Harzen i morgen blot 3 timer væk.

Godnat og sov godt.