Min Blog

…bliver her stille kunne jeg have fortsat. Dette er mit sidste indlæg på bloggen. Der er ikke flere ture til Riyadh i min kalender. Om nogle ganske få timer går turen hjem mod Danmark.

Det har været tre ganske anderledes uger, sammenlignet med den første periode hernede. Denne gang har der ikke været så mange muligheder for at fare ud i byen om aftenen. Det har vi alle været for trætte til. Til gengæld har jeg i denne omgang været meget mere i forreste linje, og undervist både mænd og damer, og det giver en anden vinkel på mange ting. Jeg har denne gang fået et par kontakter som jeg kan skrive med og få opdateringer og nyheder igennem.

Min plan for hjemturen er som følger i dansk tidsregning:

22.30 bliver jeg hentet på hotellet, og kørt i lufthavnen. Det er i god tid, men da alt hvad der kan flyve ud af Riyadh, er booket, på grund af afslutningen af Ramadan, er der nok også tryk på i lufthavnen. 01:30 letter flyet til Frankfurt, hvor jeg ankommer ca 07.25. To timers ventetid, og så videre til København afgang 09.30 med ankomst til København 10.55. Så er der kun kuffertudleveringen mellem mig og familien. Forhåbentlig kommer kufferten frem i et stykke, uden tape, og sejlgarn, denne gang.

Det har som sagt været 22 hårde men spændende arbejdsdage, men jeg er glad for om nogle ganske få timer at sætte mig til rette i sådan en her:

Hvor sært det end kan lyde, så efter 23 dage hernede med konstant varme og tørke, og sol hele dagen, så glæder jeg mig til at indånde den friske fugtige danske luft. Jeg er sikker på at jeg tager en dyb indånding, når jeg kommer hjem. Hverdagen er ikke så dårlig en opfindelse, endda.

Tak til alle jer der har fulgt med, og også tak til jer der har kommenteret, både her, på facebook og på mail. Det er altid sjovt at få respons. Tak til kollegaerne for at gøre turen langt væk hjemmefra udholdelig, og særligt til de to der bor hernede, som kan oplyse os turister om nogle forhold, vi ikke oplever. Tak til cheferne for at give mig muligheden, men ikke mindst en stor tak til min familie, for at give mig snor nok til denne rejse.

Jeg håber med denne blok at have flyttet jeres syn på denne del af verdenen, bare en lille smule, jeg har i hvert fald fået et andet syn på disse mennesker, og deres udgangspunkt og levemåde.

Mange varme hilsner

Henrik Værum Høgh

Solnedgang over Ægypten på vej herned.

Til frokost, som vi spiser hos Ansaldo, stødte jeg på vores IT mand, udenfor huset. Jeg hilste pænt på ham, og sagde at jeg troede at han havde fri, siden jeg ikke havde set ham i formiddag. Han smilede, som han altid gør, og svarede meget beskedent at han havde været på politistationen.

Den virksomhed jeg arbejder for hernede, bruger rigtig meget udenlandsk arbejdskraft, hvilket ikke er usædvanligt. Og udenlandsk arbejdskraft skal have en invitation fra en “sponsor” eller arbejdsgiver for at kunne søge visa. Efterfølgende skal man holde sit visa ved lige. Man må ikke opholde sig længere end 30 dage i landet, så skal man ud af landet. Skal man bo her, skal man have et andet stykke papir, et såkaldt iqama.

Så det er ikke usædvanligt at en person i firmaet, opsøger myndighederne for at holde orden i sine papirer. Alligevel var der noget i hans måde at sige det på, der vakte min nysgerrighed, så jeg spurgte lidt uddybende hvad han havde lavet dér, hos politiet altså.

Han svarede stadig smilene, at han havde været anholdt.

For hvad kunne man så spørge, tjo han var passager i en taxa.

Nu skal man huske på at i dette land, er man skyldig indtil politiet er overbevidst om det modsatte, så derfor sad han i arresten i nogle timer.

Da han skulle på arbejde, gør han såmænd som vi andre også gør. stiller sig ud i vejsiden, og prajer den første taxa der kommer. Nogle taxaer har taxameter, mens andre ikke har. Alle bilerne ligner hinanden, så det er ikke til at se forskel. Men undervejs bliver taxaen stoppet af politiet. Det viser sig at taxachaufføren ikke har gyldig taxalicens, derfor anholdes han, og vores IT mand, han bliver anholdt, fordi han, som sagt, var passager.

Alle kører til politistationen. Han bliver spurgt om papirer, som han afleverer. Man har ALTID sine papirer på sig hernede. Der bliver spurgt til hans sponsor, som han jo kender og siger navnet på. Så går politiet igang med at checke oplysninger. Det foregår sikkert i Arabisk tempo. De der kender 10 italienske minutter (som en halv time) kan godt gange med to når vi snakker Arabisk tidsregning. Så efter nogle timer, hvor firmaerne han arbejder for er blevet kontaktet, og hans ankomst til landet er sikkert også kontrolleret, bliver han sat fri, og kan nu praje en ny taxa for at komme på arbejde. Han var uskyldig.

Vi har længe grinet lidt af systemet hernede, og spøgt med at hvis vi kommer ud for et trafikuheld, så gælder det om at komme væk inden politiet kommer. Det er nemmere ikke at være en del af fornøjelsen. I Danmark, ville en betjent hurtigt kunne afgøre om man skal blive eller ej. Det er noget med at man afleverer sine oplysninger, og så kan man forsvinde. Her er man indvoldveret, og skyldig, indtil det modsatte er bevist.

Varme hilsner

Henrik

I demokratiets navn, skal vi til valg 15. september. Vi har travlt med at finde ud af hvem der skal stemmes på, ja nogle ved ikke hvem de skal stemme på. Nogle igen, “gider” slet ikke stemme.

Her hvor jeg er lige nu, har der været valg til byrådet, for et års tid siden. Valg, jo det var der, men er der så også et demokrati?

Saudi Arabien er et kongedømme, kongen regerer. Han har nogle ministre, som har nogle ansvarsområder, men tænk engang, alle ministrene hedder Prins til fornavn. Det er familien der bestemmer. Byrådet i Riyadh, havde da godt nok et valg, men prøv lige at hør de nærmere omstændigheder.

Kun halvdelen af byrådets pladser var på valg. Den anden halvdel sammensatte?? kongen.

Det er i øvrigt kun mænd der må stemme, og tilmed kun de mænd der lod sig registrer som vælgere. Det betød at kun omkring 15% af Riyadhs befolkning stemte den dag, om halvdelen af byrådets pladser. I Libyen, i Ægypten, i Syrien og andre steder kæmper man med livet som indsats for at få lov til at være med til at bestemme. Hvor mange tusinde mennesker der er blevet dræbt i det seneste halve år, for at få love til at sætte det kryds, er ikke til at tænke på. Her i landet er det ved lov forbudt at ønske demokrati. Der er straf for at opfordre til uroligheder. En af ministrene udtalte at der ville blive klippet fingre af dem der blev fanget. Og det er det ikke tomme trusler.

Nu må jeg heller stoppe, jeg vil gerne hel hjem.

Derfor til dem hjemme i danmark, som hader valg, som synes det er irreterende at skulle høre på politikerne, og som synes politik er spild af tid! Tænk på alternativet.

Det er så ligemeget hvem du stemmer på, ja endda om du stemmer blankt. Men ikke at deltage i demokratiets simpleste ønske, brug 5 minutter på at sætte et kryds, er simpelthen ikke i orden. Det er en pligt vi har som borger i et demokrati.

Vi har lov til at stemme på det parti vi vil, vi må sige vores ærlige mening, vi må skrive hvad vi vil, eller tegne… Styret kan ikke komme efter os. Det er demokrati.

Vi har et valg. Vær glad for det.

God valgkamp.

Varme hilsner

Henrik

Kan du huske billedet af oasen i ørkenen. Det tørstige mand der kravler hen til palmen?

Ellers kan du sikkert finde et frem fra hukommelsen. Naturligvis spørger man sig selv, hvordan kan over 5 milioner mennesker leve midt i ørkenen, hvor får de vand fra?

Under sandet, langt nede er der vand, masser. Og vand er en industri hernede. Alt skal have vand, mennesker, huse, planter, ja lige som i Danmark. Her kommer der bare ikke noget ned ovenfra. Ikke langt fra hotellet ligger en kæmpe brønd. Der holder altid lastbiler i kø for at hente vand. Hvordan de enkelte huse får vand er det ikke lykkedes mig at finde ud af, jeg vil tro at mange har egen brønd. Men ude på universitetet hvor der er sat masser af planter, er vand virkelig et kapitel for sig selv.

Tag f.eks lige uden for depotet, her er en sådan lille oase:

Den bliver vandet hver dag. Om morgenen når vi kommer holder der en tankvogn, og en mand går rundt med en brandslange og vander højen. Jeg vil tro at højen her får hele tankvognen, og det en gang hver dag.

Ude langs vejen står der nogle trær og små palmer:

Baljen under palmen bliver fyldt op, også en gang hver dag.

Selvom planterne er bygget til varmt klima, bliver der vandet overalt. I de små bede der er overalt, både herude, og i byen, lægger man siveslanger ud, sammen med at man anlægger bedene. Det er heller ikke usædvanligt at se folk der vedligeholder disse anlæg, om aftenen, når det er blevet mørkt (18.40) går omkring og vande, og vedligeholde.

Det er hårde betingelser for planter også her i landet. Det gode ved at være plante er at de bliver vandet i Ramadan.

Synes selv dette billede blev ret godt.

Varme hilsner.

Henrik

Der skal tænkes meget og længe for at lave et sted i dette land, hvor kvinder kan og må færdes alene og uden nødvendigvis at sløre ansigtet.

Derfor er det, for mig, stadig imponerende hvor mange krumspring der laves i den anledning.

Kvinder må ikke køre bil, og den må ikke færdes uledsaget. Hvordan klarer man det så når de her på Campus, må bo alene, og studere alene. De skal jo nødvendigvis fra hjem til skole.

Allerførst hegner man skolen inde bag en høj mur. den kan du se på nogle af mine billeder.

Udenfor muren laver man så en zone, bag en anden mur, hvor de kan bo. For at komme rundt på skolen, bygger man så en metro, så de ikke skal køre bil. Skulle der være skolebusser på området, skulle det jo være mænd der kørte, og så er idéen væk.

Metroen er i øvrigt lavet sådan at man ikke kan se ind gennem vinduerne. Stationerne er lavet sådan at mænd kan aflevere kvinderne i en slags sluse, hvor mænd ikke må komme igennem. Derfra er kvinderne sig selv.

Men hvordan kommer de så fra hjem til skole, når de bor alene.

Området hvor de bor er, naturligvis, bag en mur, så vi mænd ikke kan kigge ind og blive fristet. Så bygger man en bro over vejen, og ind på 1. sal i stationen. Det betyder at kvinderne kan færdes uledsaget og uden slør, fra hus til skole, rundt på skolen og hjem igen. Så længe de undgår nederste etage i stationerne.

Hvor ville det være for nemt bare at de måtte færdes som os i vesten.

En anden historie er alt det praktiske, f.eks vand, afløb AC (air condition).

Til disse formål, er der lavet lange gader under jorden hvor det hele løber og kan serviceres fra. Så er det kun når det der ikke virker fysisk står i kvindeområdet, at der skal en mand ind.

Chillfactory, kølefabrikken ligger ikke langt fra vores kontor.

Normalt ville hver bygning for sig selv have et køleanlæg, men det går jo ikke. Så derfor er der bygget en fabrik der laver kølevand til AC på hele Campus. Det kolde vand sendes ind i bygningerne via disse lange gader under jorden, gør sin virkning, og sendes retur.

Lidt ligesom fjernvarme, bare med det modsatte fortegn.

Det tykke tag er køleventilatorerne. Pyramiden bagved er til vand, det er en slags expantionsbeholder, hvor det “varme” vand kommer ind i, og sendes til afkøling fra.

Det er et land til stadig forundren for os fra Europa.

Varme hilsner

Henrik

Efter endt arbejdsdag, er det rart at komme hjem til et roligt hotelværelse, hvor der ikke står en AC maskine lige ved siden af. Så er der som regel en god time til at slappe af, og blive sig selv igen. Den time kan bruges til at sove, læse, eller holde sig opdateret med familien i Danmark.

Efter aftensmaden der følger ”stilletimen”, sker det at vi skal købe lidt ind til værelset, men vi er nødt til at vente til det er aften. I går aftes var vi to der tog til Al-Bataa, for at købe lidt forskellige souveniergaver. I Al-Bataa kan man finde alt, lige fra det billige kinaskrammel til mærkevarer. Det har jeg beskrevet i en tidligere blog. På vej hjem skulle vi så lige i Carrefour, det lokale Bilka. Vi ankom omkring kl. 22, og der var fyldt både på parkeringspladsen og i varehuset. Så er det man tænker, hold da op, Hvis det var hjemme, ville en hver varehuschef ikke kunne få armene ned. Men det er ikke hvad det ser ud til.

I Ramadan, bytter mange muslimer simpelthen om på dag og nat. Det gør det lidt lettere at overholde Ramadanens bud om faste og afholdenhed. Derfor åbner butikkerne først efter den sidste aftenbøn, omkring kl 2100. Så er der til gengæld også åbent indtil midt på natten, hvor de skal nå at lukke, og spise, og komme til morgenbøn, kort før solopgang omkring halv seks.

Til gengæld er alle i centret glade, venlige og imødekommende på den tid. Der har de fået noget at spise, og drikke. Man skal bare passe på deres guldklumper der har forkørselsret i alt hernede.

Her er så lidt billeder fra min hverdag.

De to først er fra kontrolrummet. På grund af det manglende sikkerhedssystem, bruges en stor træplade, og nogle klodser, så de kender status på sporskifter, og placeringen af tog.

Varme hilsner.

Henrik

Kan man nu stole på disse beduiner. Tja, når man ankommer til lufthavnen og skal have en taxa til hotellet, så svinger prisen meget. Er man heldig slipper man med en 50 er man ikke kan det koste 200 for køreturen. Så når man stiger ud af taxaen, siger man til sig selv: Velkommen til Saudi. Den første man møder tager rø… på dig.

Når det så er sagt, så er de altså meget ærlige folk, hvor en aftale er en aftale.

Jeg har været i en butik, hvor jeg skulle betale 199SAR for mine varer. Det var i en slags gadehandel, en butik i Al-Bataa, den meget omtalte indiske bydel. Her bliver du tilbudt alt mellem himmel og jord. Selv iPhones bliver solgt på gaden, bogstaveligt talt. Nå men det jeg købte kostede et eller andet over 200SAR, han gav mig en rabat, så prisen blev 199SAR. Jeg gav ham 200, og sagde klart OK, og gik med mine varer. Han indhentede mig efter nabobutikken. Jeg skulle have 1 SAR tilbage (1,5Kr).

En af mine kollegaer forvekslede en 100 SAR med en 10SAR, da han skulle betale en taxa. Han var p åvej ud af bilen, da chaufføren råbte ham op, og gav ham 100SAR sedlen tilbage, og ville have en 10SAR i stedet.

På restauranterne, skal man sige hvis der er drikkepenge med i beløbet man lægger. F.eks hvis noget bliver 68SAR, og man så lægger 70 eller 80SAR. Så skal man sige at beløbet er OK, ellers får man penge tilbage.

Aftaler man en anden pris (lavere) end det der står på prismærket, er den pris gældende, også hvis man kommer tilbage dagen efter eller to dage efter.

Så jo, man kan faktisk stole på dem. Taxachaufførerne kan være lidt anderledes. Kommer man ind i en taxa uden meter, og aftaler prisen, kan man jo prutte lidt, og selv om han kan være sur over prisen, er det den aftalte pris der gælder. F.eks en tur hvor han siger det koster 30 SAR at køre og man får ham prutte ned på 25, vi snakker en forskel på 8 kr, ja så er det 25 der gælder, selvom man giver ham 3 10SAR ved ankomsten, så kommer der skam en 5’er tilbage.

En aftale er en aftale, og et ord er et ord, og man snyder ikke.

Varme hilsner

Henrik

Hernede i Saudi Arabien, sidder man som dansker, og vil gerne følge med i hvad der sker hjemme.

Valgrygter og diverse ”pakker” til at hjælpe økonomien, og så politikernes små julelege for at komme i medierne. Det er allerede blevet udråbt til valgtema, økonomien, men mon ikke DF på et tidspunkt får lukket op for flygtninge og indvandredebatten. Her til aften har jeg mens jeg tog en ”morfar”, tænkt lidt på de danske initiativer, når det gælder vores politik, ikke at denne blok pludselig skal være politisk, men måske for at sætte tingene lidt i perspektiv.

I Danmark bruges meget medie tid på at snakke om traditionel religiøs beklædning. Her i landet, skal kvinder gå tildækkede, hvorfor?

I koranen står der at profeten skal fortælle koner og døtre, og uskyldige kvinder at de skal svøbe sig i stof. Således skal de blive genkendt og der skal ikke ske dem ondt. Frit fortolket.

Men det viser faktisk at kvinderne allerede i før Islam tiden gik tildækkede rundt, så måske stadfæstede profeten blot praksis, og gjorde derved hverdagen til religion.

Nu har vi så en kvinde, herfra. Det kunne være i hvilken som helst kvinde, måske en af vores Train Captains.

Hun er i midten af tyverne, single, og veluddannet. Det er ikke atypisk hernede. Som hun står dér, har hun to ”valg”. Hun kan enten blive gift, eller forlade sin familie. Familien ser hende gift, da deres døtre helst skal giftes. Så længe hun er single, bor hun hos forældrene. En kvinde kan ikke bo alene hernede. Skal hun udenfor huset, skal hun følges af en mand, en beslægtet mand. Enten af blod eller giftermål.

Hvis hun vælger at blive gift, så er det så manden der bestemmer. Hvordan hun skal klæde sig, om hun skal have børn og hvor mange, om hun må/skal uddanne sig mere, om hun skal/må have et job, og så videre.

Vælger hun ikke at blive gift, skal hun vælge familien fra, og rejse ud af landet. Nu er hun jo veluddannet, det kunne være som læge. Hun har hørt om Danmark, og synes at kunne li vores syn på mennesker. Hele hendes kultur er islamisk, det er ikke noget hun kan pille af, det er jo den måde hun tænker på.

Hun beslutter sig for at rejse til Danmark, og prøve lykken, fordi hun har hørt at hun kan bruge sin uddannelse deroppe, og at hun bliver behandlet på lige fod med mændene. Hvem ved måske kan hun blive forelsket, i en mand, og blive gift, og få børn af sin egen vilje.

Hun kan vælge to veje til Danmark. Hun kan gå på ambassaden og søge visa. Det betyder at hun skal stille et sikkerhedsbeløb der svarer til ca 50.000Kr, og hun skal stille med en lægeerklæring på at hun er sund og rask. Hvis en pige gør det hernede, ved familien det inden hun kommer hjem. Lægen kontakter faderen inden han laver undersøgelsen, og hun skal i øvrigt have pengene af farmand. Den vej er højst usandsynlig.

Så er der den illegale vej tilbage, flygte ud af landet, og søge om ophold når hun kommer frem.

Og hvad sker der så?

På grund af vores politik, kigger vi først på om der er krig eller anden nød, der hvor hun kommer fra. I Saudi?? Nej. Så der er en rimelig chance for at hun bliver sendt retur, til familien hun flygtede fra. Så kan man næsten gætte sig til resten.

Hvis nu hun får ophold i Danmark, så træder der straks en masse regler i kraft. Først og fremmest, af med tøjet, som du har gået i siden du kan huske. Der er nemlig en lov…

Vi ser i øvrigt helst at du ikke viser for meget religion, det er jo en privat sag. Og så har du et ganske kort øjeblik til at få et job, et sted at bo og lære at klare dig selv, ellers…retur.

Hun har aldrig lavet andet end, at studere, og shoppe. Der er ingen der har lært hende hvordan der er hos os, men lige pludselig står alle og peger fingre, fordi hun er en belastning for statskassen.

Måske vi skulle kigge på personen der kommer, hjælpe og støtte op, vejlede. I stedet for at pege fingre, være den kølige dansker, tro på alles mistro. ”Alle muslimer der kommer til danmark, vil tømme statskassen og lave et kalifat.” Nej ikke alle. På samme måde som pigerne hernede har modtaget os, med åbent sind. Mange af dem kender kun Danmark fra tegningerne, men alligevel bliver vi modtaget med åbenhed og anerkendelse, og med tillid. Vi danske mænd, får lov at se deres ansigter, vi får lov at være ene mand i rummet sammen med dem. De accepterer os, som vi accepterer dem.

Jeg kan ikke sige hvor indsatsen skal gøres, eller hvordan. Men på mange punkter kunne det danske samfund faktisk lære af Saudernes kultur.

Tøjet er ikke det eneste element vi skal fokusere på, vi skal lære at se ind bagved, og det tror jeg godt vi kan, uden at pille det af dem først.

Nu skal jeg nok lade politikken ligge.

Varme hilsner.

Henrik

I går var det jo fridag, hernede. Egentlig holde langt de fleste også mere eller mindre fri om torsdagen, men fredag er søndag. Fredag i Ramadan indtil kl. 18, er som jule dag i danmark, der sker intet. Derfor brugte jeg lidt af fridagen på at gå en tur. Det lyder jo også tiltalende, “ud at få lidt frisk luft”….

Well, det var sol og ca 45 grader varmt og en luftfugtighed på næppe meget over 10 da jeg gik ud af hotellet. De kom også et par taxaer forbi og dyttede. Det betyder “jeg er ledig, skal du med” hernede. de er simpelthen ikke vandt til at man kan gå. Det er for varmt.

Nå men sådan en stille fredag, ser der sådan ud, lidt nede af vejen. Det er hotellet jeg starter og slutter på.

Som i kan fornemme, sker der ikke det store, vel..

På vej rundt gik jeg gennem hotellets “have”. Normalt er der nogle café borde, men under ramadan er der buffet hver aften. Både videoen og billederne er taget omkring kl. 17, så der er endnu en time til muslimerne vågner, og lidt længere til det går løs.

De sidste tre billeder er indefra. Men det afspejler fint antallet af personer jeg mødte på min gå tur. En Sauder, han er på billede 2, og så lidt hotelpersonale, en tre fire stykker.

En stille fredag i Ramadan, i en forstad til Riyadh.

Varme hilsner

Henrik

Se hvis jeg skal fortælle nogen hvor jeg bor, så er det ret nemt. Jeg giver dem mit navn, og en adresse, og så kan alle finde mit hus. Skal nogen sende et brev eller en pakke, så skriver man blot en adresse på brevet, eller pakken, og inden der er gået lang tid, ligger brevet, eller pakken hos mig. Det stammer fra vores kultur. Vores forfædre, og mødre, fandt steder hvor de kunne leve, enten ved at dyrke jorden, eller ved at deres dyr kunne leve af jorden. Så kunne de selv leve, og handle med overskuddet, så den der havde dyr, kunne bytte med den der havde korn. Men det var farligt at bo alene, derfor begyndte man at bo i nærheden af andre. Fællesskabet betød sikkerhed. For at kunne kende forskel gav man fællesskaberne navne, byerne kom til, og efterhånden som byerne blev større, anlagdes veje mellem husene. Igen gav vi vejene navne så vi kunne finde frem til rette vedkommende, og husene på vejen fik numre. På den måde er adresserne blevet til.

Vi kender alle vores adresse, der hvor vi bor.

Araberne har en anden kultur. Før i tiden rejste de rundt med deres dyr, da der næsten ikke er noget at leve af i ørkenen, blev de nomader. Rejsende folk. Og hvordan finder man frem til dem? Der skulle man kende deres rejsemønster, og man havde tiden til det. Men fællesskabet hernede er ikke i byerne, det er blandt familierne. Man kender sin familie, og man holder familien sammen. Men hvordan finder man så rundt?

Tja, det er faktisk, for os vesterlændinge, lidt et mysterium. Tag f.eks hotellet jeg bor på.

Hop ind i en taxa og hvad skal man så sige?

To Madareem Crown Hotel, sir. Og kender chaufføren ikke hotellet, så må man angive noget nærmere. Den store vej hotellet ligger ved hedder Airport Road, og nærmeste afkørsel hedder Exit 8. Det er den nærmeste adresse vi har på hotellet. Når vi så nærmer os, kan vi pege på hotellet på den anden side af vejen. Men det er ikke slut dér.

Se midterrabatterne hernede er ikke sådan at komme over. Kommer vi f.eks fra Riyadh, og skal hjem, så kører vi forbi hotellet i modsatte vejbane ca 5 minutter før vi ankommer. For at kommer derover kører vi ca 800m forbi, drejer af afkørsel nr 8, hvorved vi laver en trekvart rundtur, og krydser vores eget spor. Så kører vi igen ca 800m frem og laver et u-drej, så vi kører i modsat retning, ca 400m, drejer nu 45 grader til højre, så vi nu kører på en service-vej, der går langs motorvejen, så kører vi ca 700m langs motorvejen, og der ligger hotellet.

Den slags køren-rundt-omkring-noget er hverdag hernede.

Til det nærmeste indkøbscenter er der ca 2 km i lige luftlinje. Men taxaturen, er når den er kortest ca 9 km lang.

Til vores arbejdsplads er der i luftlinje ca 6 km, ikke desto mindre kører vi ca 13 km inden vi kommer frem.

Adresser har de ikke noget af. Spørger man hvor folk bor, kan man i Riyadh centrum få et vejnavn, og så en ca distance fra et kryds. Lidt længere ude, hvor vi bor, kan en adresse være. Northern Ring, exit 4 near Abdulaziz farmacy. Hvilket på dansk ville være noget med, Vestmotorvejen afkørsel 36, nær Hubertushuset, for mit vedkommende. Så derfra skal man så vide hvor folk bor. Men hvis ikke man ved hvor folk bor, hvorfor skal man så besøge dem. Posten, ja de afleveres i specielle postkasse huse. Det er op til folk selv at hente posten. Men de har jo også al den tid i verden der skal til. Hvorfor dog have travlt.

Jeg beklager at mine indlæg har været lidt uregelmæssige, jeg har desværre de sidste par dage haft hovedpine, så jeg er gået hurtigt i seng. Nu er jeg så blevet 45 og har ikke haft hovedpine endnu.

Varme hilsner

Henrik